22 Men Gud gav profeten Shemaja følgende budskab:
23-24 “Sig til Judas konge og til hele Judas og Benjamins folk, at de ikke må bekrige deres broderfolk. Sig til soldaterne, at de skal gå hjem, for det, der er sket, er sket efter min vilje.” Da soldaterne hørte det, adlød de Herrens ord og gik hver til sit.
25 Jeroboam udbyggede nu byen Sikem i Efraims bjergland og gjorde den til sin hovedstad. Han udbyggede også Penuel som fæstningsby.
26-27 Det varede ikke længe, før Jeroboam begyndte at frygte for, om han nu også kunne fastholde kongemagten. “Nordrigets folk rejser jo stadig op til Herrens hus i Jerusalem for at bringe deres ofre der,” sagde han til sig selv. “Når de ser, hvor meget guld der er i Jerusalem, kan de let blive fristet til at gå over til kong Rehabeam af Juda. Så finder de måske på at slå mig ihjel og overgive hele Nordriget til Davids slægt.”
28 På sine rådgiveres opfordring fik Jeroboam derfor lavet to guldkalve. “Det er for besværligt at tage helt til Jerusalem og ofre,” sagde han til folket. “Her er jeres guder, som førte jer ud af Egyptens land!”
29-30 Den ene guldkalv blev anbragt i den sydlige by, Betel, og den anden blev senere i en stor procession ført op til den nordligste by, Dan. Det var naturligvis en alvorlig synd, for folket begyndte at tilbede disse afguder.
31 Jeroboam opførte også afgudsaltre på offerhøjene rundt omkring, og han udnævnte præster fra andre stammer end Levis stamme i modstrid med Herrens befaling.