7 Mens Obadja nu vandrede af sted, stod Elias pludselig foran ham. Obadja genkendte ham og kastede sig på knæ med ansigtet mod jorden i ærbødighed.“Er det virkelig dig, Elias, min herre?”
8 “Ja, det er mig,” svarede Elias. “Gå hen til kongen og sig, at jeg vil tale med ham.”
9 “Åh nej, herre,” indvendte Obadja. “Hvad har jeg dog gjort? Vil du have mig slået ihjel?
10 Du kan tro, kongen har sendt bud overalt—selv til nabolandene—for at lede efter dig. Og når folk sagde, de ikke havde set dig, tvang han dem til at sværge på det.
11 Nu står du så her og siger: ‘Sig til kongen, at Elias er her!’
12 Hvad nu hvis Herrens Ånd pludselig bortrykker dig til et sted, jeg ikke kender? Når jeg så melder kong Ahab, at jeg ved, hvor du er, og når kongen så alligevel ikke kan finde dig, så slår han mig ihjel. Det synes jeg ikke, jeg fortjener, for jeg har hele mit liv tjent Herren.
13 Har du ikke hørt, hvad jeg gjorde, dengang Jezabel ville slå alle Herrens profeter ihjel, hvordan jeg skjulte 100 af dem i to huler og kom med mad og drikke til dem?