1 Da kunne Josef ikke længere beherske sig. “Ud, alle sammen!” beordrede han sine tjenere, for han ville være alene med brødrene.
2 Så brast han i gråd. Han hulkede så højt, at alle i huset hørte det—ja, rygtet om hans gråd nåede helt til Faraos palads.
3 “Jeg er Josef!” sagde han. “Er min far stadig i live?” Hans brødre var lamslåede og kunne ikke få et ord frem.
4 “Kom herhen,” sagde han. De trådte nærmere, og han sagde igen: “Jeg er Josef, jeres bror, som I solgte til Egypten.
5 Men I må ikke bebrejde jer selv på grund af det, I gjorde, for Gud var med i det! Han sendte mig hertil i forvejen, for at I kunne blive reddet.
6 Hungersnøden har nu hærget i to år, og den vil hærge fem år endnu. I al den tid vil der hverken blive pløjet eller sået.
7 Derfor sendte Gud mig hertil, så at I og jeres familier kan overleve og blive til et stort folk.