37 Så spurgte Saul Gud: “Skal vi forfølge filistrene? Vil du fortsat hjælpe os med at slå dem?” Men Herren gav ikke noget svar.
38 Da sammenkaldte Saul alle sine officerer og sagde til dem: “Der er noget galt, siden Gud ikke svarer os. Vi må finde ud af, hvilken synd der er begået i dag.
39 Jeg sværger ved Gud på, at om så synderen er min egen søn Jonatan, skal han dø.” Men ingen turde fortælle ham sagens rette sammenhæng.
40 Saul forlangte nu, at de skulle stille sig på den ene side, mens han selv og Jonatan stillede sig på den anden side. Det gjorde de.
41 Så bad han denne bøn: “Herre, Israels Gud, vis os nu, hvem der har skylden. Er det Jonatan og mig, eller ligger skylden hos hæren?” Da faldt det hellige lod på Saul og Jonatan, mens hæren gik fri.
42 “Okay,” fortsatte Saul, “så kast lod mellem mig og Jonatan.” Da faldt loddet på Jonatan.
43 “Sig mig, hvad du har gjort,” forlangte Saul.“Jeg spiste lidt honning fra spidsen af mit spyd,” svarede Jonatan. “Så lad mig da dø.”