16 Så førte han dem lige til amalekitternes lejr. De havde spredt sig ud over sletten, hvor de var i færd med at spise og drikke og danse af lystighed over det store krigsbytte, de havde taget fra filistrene og fra Judas folk.
17 Så snart det blev lyst, stormede David og hans mænd frem og dræbte amalekitterne fra tidlig morgen til sen aften. De eneste, der undslap, var 400 unge mænd, der flygtede på deres kameler.
18-19 David tog alt krigsbyttet tilbage, og han befriede alle krigsfangerne—også sine egne to koner.
20 Hans mænd samlede kvæget, gederne og fårene og førte dem til David. “Det er din personlige belønning,” sagde mændene til ham.
21 Da de nåede tilbage til Besorbækken og til de 200 mænd, som havde været for udmattede til at fortsætte forfølgelsen og derfor var blevet efterladt for at passe på forsyningerne, hilste David på dem med glæde.
22 Men nogle onde og selviske mænd blandt Davids krigere sagde: “De folk har ikke været med os i kampen. Derfor skal de heller ikke have del i krigsbyttet. Hvis de får deres koner og børn, må det være nok.”
23-24 Men David brød ind: “Nej, vær ikke så nærige med det, Herren har givet os. Det er jo Herren, som har hjulpet os med at besejre fjenden. Derfor deler vi byttet ligeligt imellem os, både mellem dem, der deltog i kampen, og dem, der blev tilbage og passede på forsyningerne.”