20 Hans mænd samlede kvæget, gederne og fårene og førte dem til David. “Det er din personlige belønning,” sagde mændene til ham.
21 Da de nåede tilbage til Besorbækken og til de 200 mænd, som havde været for udmattede til at fortsætte forfølgelsen og derfor var blevet efterladt for at passe på forsyningerne, hilste David på dem med glæde.
22 Men nogle onde og selviske mænd blandt Davids krigere sagde: “De folk har ikke været med os i kampen. Derfor skal de heller ikke have del i krigsbyttet. Hvis de får deres koner og børn, må det være nok.”
23-24 Men David brød ind: “Nej, vær ikke så nærige med det, Herren har givet os. Det er jo Herren, som har hjulpet os med at besejre fjenden. Derfor deler vi byttet ligeligt imellem os, både mellem dem, der deltog i kampen, og dem, der blev tilbage og passede på forsyningerne.”
25 Fra da af har princippet om ligelig fordeling været som en lov i Israel, og det gælder den dag i dag.
26 Da David kom tilbage til Ziklag, sendte han noget af krigsbyttet til sine venner blandt Judas ledere sammen med følgende hilsen: “Det her er en gave til jer. Jeg har taget den fra Herrens fjender.”
27-31 Han sendte en sådan gave til lederne i de byer, hvor han og hans mænd havde været. Det var blandt andet Bet Zur, Ramot i Negev, byerne Jattir, Aroer, Sifmot, Eshtemoa og Karmel, jerahmeʼelitternes og kenitternes byer, og byerne Horma, Bor-Ashan, Atak og Hebron.