27 “Hvis Gud Herren ikke kan hjælpe dig, hvorfor tror du så, jeg kan?” svarede kongen tilbage. “Jeg har hverken mad eller vin at give dig.”
28 Alligevel spurgte han: “Hvad drejer sagen sig om?”Kvinden svarede: “Jo, den kvinde her foreslog, at vi skulle spise mit barn den ene dag og hendes barn den næste dag.
29 Så kogte vi min dreng og spiste ham, men næste dag, da det var hendes tur til at ofre sit barn, gemte hun ham i stedet.”
30 Da kongen hørte den historie, rev han flænger i sit tøj, og de omkringstående kunne gennem flængerne i tøjet se, at kongen indenunder var klædt i sækkelærred som tegn på sorg og fortvivlelse.
31 Så udbrød han: “Må Herren straffe mig hårdt, om jeg ikke får Elisa halshugget i dag.”
32 Derpå sendte kongen sin næstkommanderende i forvejen til Elisa. Imens sad Elisa i et møde med Israels ledere hjemme i sit hus, og kort før manden ankom, sagde han til lederne: “Den morderiske konge har sendt en mand af sted for at slå mig ihjel. Sørg for at holde døren lukket, så han ikke kan komme ind, for I kan være sikre på, at hans herre, kongen, vil komme lidt senere.”
33 Næppe havde Elisa sagt det, før manden ankom til huset, og lidt senere kom kongen.“Det er Herren, som er skyld i denne katastrofe,” råbte kongen. “Der er ikke længere nogen grund til at sætte vores forhåbninger til ham.”