1 David fortsatte ned ad vejen på den anden side af Olivenbjerget og mødte kort efter Ziba, som havde været Sauls tjener og nu bestyrede Mefiboshets ejendom. Ziba havde to æsler med sig. De havde sadler på og var læssede med 200 brød, 100 rosinkager, 100 figner og en lædersæk med vin.
2 “Hvor skal du hen med de ting?” spurgte kongen.Ziba svarede: “Æslerne er en gave til kongens familie, så de har noget at ride på. Brødet, kagerne og frugten er til folkene—og vinen skal styrke dem, der bliver udmattede i ørkenen.”
3 “Hvor er Mefiboshet?” spurgte kongen ham.“Han blev i Jerusalem,” svarede Ziba, “for han tænkte: Nu vil israelitterne give mig min farfars kongedømme tilbage!”
4 “Så overdrager jeg al hans ejendom til dig, Ziba!” udbrød kongen opbragt.“Mange, mange tak!” svarede Ziba og bøjede sig til jorden. “Måtte jeg altid bevare kongens velvilje.”
5-6 Da David og hans følge passerede Bahurim, kom en mand fra landsbyen ud og råbte forbandelser efter dem. Det var Shimi, Geras søn. Han var en slægtning til Saul. Han kastede sten efter kongen og hans tjenere til trods for, at de var omgivet af hele hæren og livvagten.
7-8 “Forsvind, din morder—din bandit!” skreg han mod David. “Nu betaler Herren dig tilbage, fordi du myrdede kong Saul og hans familie for selv at overtage tronen. Nu har Herren overdraget den til din søn Absalom! Din morder! Nu får du, hvad du har fortjent!”