1 Da brød kongen sammen og gik grædende op på taget over porten. “Åh, min søn Absalom! Min søn, min søn Absalom!” hulkede han. “Gid jeg var død i dit sted, Absalom—min søn, min søn!”
2 Der gik straks bud til Joab om, at kongen græd og sørgede over Absalom,
3 og da det rygtedes i hæren, hvor fortvivlet kongen var over sin søns død, blev glæden over sejren vendt til sorg.
4 Alle krigerne luskede tilbage til byen, så skamfulde, at man skulle tro, de var flygtet fra kampen.
5 Imens sad kongen med ansigtet begravet i hænderne og hulkede: “Åh, min søn Absalom! Absalom, min søn, min søn!”
6 Da gik Joab til kongen og sagde: “I dag har vi frelst dit liv, og vi har reddet dine sønner, dine døtre, dine koner og medhustruer. Hvorfor opfører du dig, som om vi havde gjort noget forkert?
7 Du sætter åbenbart større pris på dine fjender end dine venner! Havde Absalom været i live, ville det ikke have gjort dig noget, om alle vi andre var døde!