38 Derefter vil jeg vende tilbage og dø i min hjemby, så jeg kan blive begravet der, hvor min mor og far ligger. Tag i stedet min søn Kimham med dig, herre konge. Måske kan du gøre noget for ham.”
39 “Godt,” svarede kongen, “så tager jeg Kimham med mig. Lad mig da vise min taknemmelighed mod ham i stedet for. Jeg vil gøre alt, hvad du beder mig om.”
40 Så omfavnede kongen Barzillaj til afsked og velsignede ham. Derefter fulgte David efter sine mænd over Jordanfloden, mens Barzillaj vendte tilbage, hvor han kom fra.
41 Kongen tog Kimham med sig til Gilgal, hvor det meste af Juda og det halve af Nordriget var mødt op for at byde ham velkommen.
42 Nogle af mændene fra Nordriget beklagede sig til kongen over, at det udelukkende var mænd fra Juda, der havde fået den ære at eskortere ham, hans familie og alle hans mænd over Jordanfloden.
43 “Og hvad så?” indvendte judæerne. “Kongen hører jo til Judas stamme! Er det noget at være vred over? Har vi måske udnyttet vores fortrin ved at søge kongens særlige gunst?”
44 “Jamen Nordriget består af ti stammer,” svarede de andre. “Derfor har vi ti gange mere krav på kongen, end I har! Hvorfor har I da ikke indbudt os? Var det måske ikke os, der oprindelig ønskede at få kongen tilbage?”Judæerne gav svar på tiltale, så det endte med et større skænderi mellem judæerne og dem fra Nordriget.