10 Vi famler os frem som blinde langs en mur, raver rundt, som havde vi ingen øjne, snubler ved højlys dag, som om det var kulsort nat. I vores bedste alder ligner vi omvandrende lig.
11 Vi brummer som sultne bjørne, kurrer sørgmodigt som duer. Vi venter på, at Gud skal befri os, men han gør det ikke, for han har vendt sig bort.
12 Vores synder hober sig op og anklager os over for den retfærdige Gud. Vi indrømmer, at vi er syndere, vi erkender vores skyld.
13 Vi har været ulydige imod Herren og vendt vores Gud ryggen. Vi har undertrykt andre og gjort oprør. Vi har levet med løgn og bedrag.
14 Retten er tilsidesat, retfærdigheden er gemt væk. Sandheden snubler på gaden, ærligheden kan ikke komme igennem.
15 Ja, sandheden undertrykkes, og de, der gerne vil handle ret, overfaldes. Herren så, at der ingen retfærdighed var, og det bedrøvede ham.
16 Han så, at ingen greb ind for at standse undertrykkelsen, og det undrede ham. Derfor vil han selv frelse sit folk med sine egne retfærdige handlinger.