11 Derfor udleverede jeg dig til en mægtig nation, der kunne straffe dig for din gudløshed og ondskab. Jeg forkastede dig.
12 Et grusomt folk fældede dig og lod dig ligge på bjergsiden. Dit løv faldt ned i dalene, og dine grene lå knækkede ved alle landets vandløb. Alle de folkeslag, som havde søgt ly under din skygge, forlod dig.
13 Fuglene slog sig ned på din faldne stamme, og de vilde dyr lagde sig oven på dine splintrede grene.
14 Ingen træer har lov at få så høje stammer, at de når til skyerne, uanset hvor dybt ned deres rødder når, og hvor meget vand de får. Ingen skal sætte lid til deres egen styrke og storhed. Alle skal forgå og ende i dødsriget. Selv de stærkeste ender i graven.
15 Gud Herren siger: Den dag du endte i dødsriget, holdt jeg vandstrømmene tilbage. Jeg klædte Libanon i sørgedragt, og alle landets træer hang med bladene.
16 Ved braget fra dit fald skælvede folkeslagene af skræk, for jeg styrtede dig i graven til dem, der gik forud for dig. Dernede fandt de andre stolte træer fra Guds have trøst, for du delte skæbne med dem, alle disse engang så ranke cedre, hvis rødder nåede ned til grundvandet.
17 Dine forbundsfæller, som sad i din skygge, endte samme sted, for de blev hugget ned af fjendens sværd og fulgte dig i dødsriget. De sluttede sig til dem, der tidligere var blevet fældet.