24 I er som et vildæsel, der er opvokset i ødemarken og vejrer i luften efter en han. Intet kan holde hende tilbage, og hannerne behøver slet ikke at jagte hende, for hun kommer selv.
25 Åh, Israels folk, hold op med at løbe efter afguderne, indtil I slider skoene op og er ved at gå til af tørst. Men I siger: ‘Du kan lige så godt opgive at standse os, for vi elsker de fremmede guder og bliver ved med at gå til dem.’
26-27 Som en tyv, der bliver fanget, må afsone sin straf, sådan kommer Israels folk med deres konger og embedsmænd, præster og profeter til at mærke min straf. I siger til en træklods: ‘Jeg vil ære dig som min far,’ og til en sten: ‘Jeg vil ære dig som min mor, der gav mig livet.’ I har vendt mig ryggen. Men så snart I har problemer, råber I til mig om at redde jer.
28 Hvorfor råber I ikke til de guder, I selv har lavet? Hvorfor lader I ikke dem løse jeres problemer? I har jo lige så mange afguder, som der er byer i Juda.
29 Hvorfor beklager I jer over den straf, I får? I har jo alle gjort oprør imod mig.
30 Jeg har åbenbart straffet jer til ingen nytte, for I er stadig lige ulydige imod mig. Som en sulten løve har I gjort det af med mine profeter.
31 Hør efter, hvad jeg siger, mit oprørske folk: Hvorfor betragter I mig som en gold ørken? Hvorfor ser I på mig som et skræmmende mørke? Hvorfor løber I jeres vej i stedet for at komme til mig?