20 “Åh, mit folk,” siger Herren, “I har grund til at sørge, for alle jeres forbundsfæller er besejret. I kan søge efter dem i Libanon, kalde på dem i Bashan eller lede efter dem i Moabs bjerge, men det er forgæves.
21 Mens landet endnu havde fred, advarede jeg jer, men I svarede: ‘Lad os være.’ Sådan har I opført jer fra begyndelsen. Altid har I gjort oprør imod mig.
22 Jeres ledere bliver blæst væk som af et vindpust, og jeres forbundsfæller ført bort som fanger. I vil opleve stor ydmygelse, og det sker alt sammen på grund af jeres ondskab.
23 I har hidtil følt jer sikre som en fugl, der har sin rede i Libanons regnskove, men snart vil I komme til at stønne af smerte som en kvinde i fødselsveer.”
24 “Så sandt jeg lever,” siger Herren til kong Jekonja af Juda, Jojakims søn. “Jeg vil fjerne dig fra tronen, for du er ikke værdig til at være leder for mit folk.
25 Jeg udleverer dig til dem, du frygter mest, kong Nebukadnezar og den babyloniske hær.
26 Jeg jager dig og din mor ud af landet, og I skal begge dø i et fremmed land.