1 “Hvis en mand har skilt sig fra sin kone, og hun derefter gifter sig med en anden, kan han så bare uden videre tage hende til nåde igen? Ville det ikke gøre landet urent? Mit folk, I har været mig utro med mange elskere. Tror I så, at I uden videre kan komme tilbage til mig?
2 Se jer omkring. Er der en bakketop tilbage i landet, hvor I ikke har hengivet jer til jeres afguder? Som en beduin, der venter på sit offer i ørkenen, som en luder, der sidder i vejkanten og venter på kunder, sådan har I været ivrige efter at være mig utro. I har forurenet landet med jeres gemene, religiøse prostitution.
3 Derfor holdt jeg regnen tilbage, selv midt i regntiden, men I viste ingen tegn på anger. Har I da ingen skam i livet?
4 I siger til mig: ‘Åh, du er som en far for os, og vi har mærket din godhed helt fra begyndelsen.
5 Du vil sikkert se igennem fingre med vores små svagheder, og du er ikke vred ret længe, vel?’ Sådan taler I til mig, og straks går I ud og fortsætter med jeres udskejelser, som I er så dygtige til!”
6 En gang, mens Josias var konge i Sydriget, sagde Herren til mig:“Jeremias, har du tænkt over Nordrigets opførsel? Israel er som en utro kvinde, der udnytter enhver anledning til at sprede ben for sine elskere på højene og under de grønne træer.
7 Jeg troede, at hun ville komme til fornuft og vende tilbage til mig. Men hun kom ikke, og det så hendes troløse søster, Juda.