1-2 Til sidst brød Job tavsheden:
3 “Forbandet være den nat, jeg blev født,det øjeblik man udbrød: ‘Se, det blev en dreng!’
4 Lad den nat forblive i det skjulte,blive skubbet ud i den gudsforladte intethed.Lad den blive dækket af glemslens mørke,
5 ja, gid mørket ville tage den i sig igen.Gid tågen ville skjule den,og skyerne dække den.
6 Gid mulm og mørke ville opsluge den helt,ja, rive den ud af kalenderen.Lad den ikke tælles blandt årets dage,lad den ikke høre hjemme i nogen måned.
7 Lad den blive til trøstesløs tomhed,en nat, hvor ingen glæder sig.
8 Lad troldmændene forbande den,de, som forbander Livjatan.