5 Mens Peter blev stærkt bevogtet i fængslet, bad menigheden inderligt og vedvarende for ham.
6 Natten før Peter skulle dømmes, lå han og sov, lænket til to soldater, mens to andre stod vagt lige uden for døren.
7 Pludselig lå cellen badet i et strålende lys, og en engel stod ved Peters side. Englen gav ham et puf i siden og sagde: “Rejs dig op! Hurtigt!” I det samme faldt lænkerne af hans hænder.
8 “Tag bælte og sandaler på,” fortsatte englen. Da det var sket, sagde han: “Tag din kappe på og følg efter mig!”
9 Peter fulgte med englen ud af cellen. Han troede, at det bare var noget, han drømte eller så i et syn, og ikke at det var noget, som virkelig skete.
10 De passerede den første vagtpost og kort efter den næste. De var nu fremme ved den store jernport, der førte ud i det fri. Den åbnede sig af sig selv, og de fortsatte ud gennem porten og gik sammen et stykke ned ad gaden. Derefter forsvandt englen pludselig.
11 Da gik det langsomt op for Peter, hvad der egentlig var sket. “Nu forstår jeg det,” sagde han til sig selv. “Herren har virkelig sendt sin engel og reddet mig ud af kongens kløer og skånet mig for alt det, folk forventede skulle ske med mig.”