4 Da de indfødte så slangen hænge fast i hånden, sagde de til hinanden: “Den mand er sikkert en morder. Selv om han slap godt fra havet, tillader retfærdighedens gudinde ikke, at han får lov at leve.”
5 Men Paulus rystede slangen af over ilden og så ikke ud til at have lidt nogen overlast.
6 De indfødte betragtede ham afventende. De regnede med, at han ret hurtigt ville svulme op eller falde død om. Da de havde iagttaget ham et stykke tid, og der stadig ikke var sket noget, ændrede de holdning og mente nu, at han måtte være en gud.
7 I nærheden af det sted, hvor vi var drevet i land, lå en landejendom, som tilhørte øens fornemmeste mand, Publius. Han tog venligt imod os og beværtede os i tre dage.
8 Nu var det sådan, at Publiusʼ far lå syg med feberanfald og dysenteri. Paulus gik ind til ham, lagde hænderne på ham og bad for ham. Og han blev straks helbredt.
9 Derefter kom resten af de syge på øen og blev helbredt.
10 Folk forærede os mange gaver, og da vi skulle sejle videre, bragte de os alt muligt, som vi kunne få brug for på rejsen.