22 En dag gik Jesus sammen med disciplene om bord i en båd, og han sagde til dem: “Lad os sejle over til den anden side af søen.”
23 De lagde da fra land, og mens de sejlede, faldt Jesus i søvn. Pludselig kom et voldsomt stormvejr hen over søen, og båden tog en masse vand ind, så de kom i livsfare.
24 Disciplene gik hen og vækkede Jesus. “Mester, mester, vi drukner!” råbte de. Da rejste han sig og befalede stormen og bølgerne at lægge sig, og det blev blikstille.
25 Derpå vendte han sig til disciplene og spurgte: “Hvor er jeres tro?”Med ærefrygt og undren i stemmen sagde de til hinanden: “Hvem er den mand egentlig? Selv stormen og bølgerne adlyder ham!”
26 De sejlede nu videre ind imod gadarenernes egn, som ligger over for Galilæa.
27 Da Jesus steg i land, kom en mand fra landsbyen løbende hen imod ham. Han var besat af onde ånder, og i lang tid havde han flakket hjemløs om uden tøj på. Han holdt til i klippehulerne, hvor man begravede de døde.
28-29 Han faldt nu på knæ foran Jesus, og Jesus befalede den onde ånd at fare ud af ham. Men han skreg op: “Lad mig være i fred, Jesus, du den højeste Guds Søn! Jeg beder dig om ikke at pine mig!” Mange gange havde ånden slæbt af sted med den stakkels mand. Man havde lænket ham med jernkæder på hænder og fødder og holdt ham bevogtet, men hver gang havde han revet sig løs og var af den onde ånd blevet drevet ud i ødemarken.