1 Efter at Gud fordum havde talt mange Gange og paa mange Maader, til Fædrene ved Profeterne, saa har han ved Slutningen af disse Dage talt til os ved sin Søn,
2 hvem han har sat til Arving af alle Ting, ved hvem han ogsaa har skabt Verden;
3 han, som — efterdi han er hans Herligheds Glans og hans Væsens udtrykte Billede og bærer alle Ting med sin Krafts Ord — efter at have gjort Renselse fra Synderne har sat sig ved Majestætens højre Haand i det høje,
4 idet han er bleven saa meget ypperligere end Englene, som han har arvet et herligere Navn fremfor dem.
5 Thi til hvilken af Englene sagde han nogen Sinde: »Du er min Søn, jeg har født dig i Dag«? og fremdeles: »Jeg skal være ham en Fader, og han skal være mig en Søn«?
6 Og naar han atter indfører den førstefødte i Verden, hedder det: »Og alle Guds Engle skulle tilbede ham«.
7 Og om Englene hedder det: »Han gør sine Engle til Vinde og sine Tjenere til Ildslue«;