5 Og han blev en Konge for Jeskurun, da Folkets Øverster forsamlede sig tillige med Israels Stammer.
6 Ruben leve og dø ikke; og hans Mænd vorde en liden Hob!
7 Og dette om Juda: Og han sagde: Hør, Herre! Judas Røst, og lad ham komme til sit Folk; med sine Hænder strider han for det, og vær du en Hjælp mod hans Fjender!
8 Og han sagde om Levi: Dine Thummim og dine Urim høre din fromme Mand til, hvem du fristede i Massa, med hvem du kivedes ved Meribas Vand,
9 ham, som sagde til sin Fader og til sin Moder: Jeg saa ham ikke, og han kendte ikke sine Brødre og vidste ikke af sine Sønner. Thi de holdt dit Ord og bevarede din Pagt;
10 de skulle lære Jakob dine Bud og Israel din Lov de skulle sætte Røgelse for dit Ansigt og Heloffer paa dit Alter,
11 Herre! velsign hans Kraft og lad hans Hænders Gerning behage dig knus deres Lænder, som rejse sig imod ham, og deres, som hade ham saa at de ikke kunne staa op.