7 De svarede anden Gang og sagde: Kongen sige sineTjenere Drømmen, saa ville vi kundgøre Udtydningen.
8 Kongen svarede og sagde: Sandelig, jeg mærker, at I ville vinde Tid, efterdi I se, at Ur det fra mig staar fast;
9 dersom I ikke kundgøre mig Drømmen, da er der een Dom over eder, og I ere komme overens om at sige Iøgnagtig og fordærvelig Tale for mig, indtil Tiden forandrer sig; derfor siger mig Drømmen, saa kan jeg vide; at I kunne kundgøre mig Udtydningen derpaa.
10 Kaldæerne svarede Kongen og sagde: Der er intet Menneske paa Jorden, som kan kundgøre det, som Kongen forlanger, efterdi ingen stor og mægtig Konge har begæret saadan Ting af nogen Spaamand eller Besværger eller Kaldæer.
11 Og den Ting, som Kongen begærer, er sval, og der er ingen Anden, som kan kundgøre den for Kongen, uden Guderne, hvis Bolig ikke er hos Menneskene.
12 Over dette blev Kongen fortørnet og meget vred, og han befalede, at man skulde udrydde alle vise i Babel.
13 Og Befalingen udgik, og de vise bleve ihjelslagne; og man ledte efter Daniel og hans Medbrødre, for at de kunde blive ihjelslagne.