11 Og den Daniel havde faaet at vide, at Skriftet var opsat, gik han ind i sit Hus, hvilket paa sin øverste Sal havde Vinduer aabne imod Jerusalem; og tre Tider om Dagenfaldt han paa sine Knæ og bad og lovpriste Gud, alt som han havde gjort tilforn.
12 Da kom disse Mænd i Hobetal og fandt Daniel bedende og bønfaidende for sin Gud.
13 Da kom de frem og talte for Kongen om Kongens Forbud: Har du ikke opsat et Forbud om, at hvert Menneske, som beder nogen Gud eller noget Menneske om noget i tredive Dage uden dig, o Konge! skal kastes i Løvekulen? Kongen svarede og sagde: Ordet staar fast efter Medernes og Persernes Lov, som ikke kan tilbagekaldes.
14 Da svarede de og sagde til Kongen: Daniel, en af de bortførte fra Juda, har ikke agtet paa dig, o Konge! eller paa Forbudet, som du har opsat, men beder sin Bøn tre Tider om Dagen.
15 Der Kongen hørte det Ord, blev han meget bedrøvet og vendte sin Hu til Daniel for at udfri ham; og indtil Solen gik ned, gjorde han sig Umage for at redde ham.
16 Da kom disse Mænd i Hobetal til Konge og de sagde tre Kongen: Vid, Konge at det er Medernes og Persernes Lov, at intet forbud og ingen Befaling, som Kongen stadfæster, kan forandres.
17 Da gav Kongen Befaling, og de førte Daniel frem og kastede ham i Løvekulen; af Kongen svarede og sagde til Daniel: Din Gud, som du stedse dyrker; han frelse dig!