7 Paa den Dag skal Mennesket se hen til den, som har skabt ham, og hans Øjne skulle se hen til den Hellige i Israel.
8 Og ham skal ikke se hen til Altrene, hans Hænders Gerning, og ikke se til det, som hans Fingre have gjort, hverken til Astartes eller Solens Billeder.
9 Paa den Dag skulle hans faste Stæder vorde som de forladte Skove og Højder, som man havde forladt for Israels Børns Skyld, og der skal blive en Ørk.
10 Thi dig har giemt din Frelses Gud og ikke ihukornmet din Styrkes Klippe; derfor planter du liflige Plantninger og besætter din Vinbaand med fremmede Ranker.
11 Paa den Dag, du planter, gærder du ne derom, og om Morgenen bringer du min Sæd til at grønnes; er Høsten paa Sygdommens og den ulægelige Smertes Dag.
12 Ve, en Blæusen af mange Folkeslag! de bruse som Havets Brusen; og et Bulder af Folkefærd! de buldre, som mægtige Vande buldre.
13 Folkene buldre som store Vandes Bulder, men han truer dem, saa de fiy langt bort; og de bortjages som Avner paa Bjergene for Vejret og som en Hvirvel for Hvirvelvind.