3 Derfor ere mine Lænder fulde af Smerter, Veer have betaget mig ligesom Veer den fødende; jeg var der mig, saa jeg ikke kan høre, Jeg er forfærdet, saa at jeg ikke kan se.
4 Mit Hjerte er forvildet, har forfærdet mig, Tusmørket, soø var min Lyst, er blevet mig Rædsel.
5 Man dækker Bord, Vagten vaager, man æder, man drikker; "gører eder rede, I Fyrster! salver skjoldet!"
6 Thi saa sagde Herren til mig: Gak, sæt en Vægter ud, lad ham kundgøre, hvad han ser.
7 Og ser han Vogne, Ryttere parvis, Vogne, dragne og Asener, Vogne, dragne of Kameler, da skal han give Agt, nøje Agt.
8 Og han raabte som en Løve: Herre! jeg staar stadig paa Vagt, om Dagen, jeg staar paa min Vare hver Nat.
9 Og se! da kom der Vogne med Folk, Ryttere parvis; og han svarede og sagde: Babel er falden, den er falden, og man har kastet alle dens Gudebilleder knuste til Jorden!