2 Du, som var fuld af Bruseri, du støjende Stad, du sublende By! dine ihjelslagne ere ikke ihjelslagne med Sværd og ikke døde i Kriben.
3 Alle dine Fyrster ere flygtede til Hobe, uden Bue ere de fangne; alle, som fandtes i dig, ere fangne til Hobe, de maatte fly langt bort.
4 Derfor siger jeg: Ser hort fra mig, jeg vil beskelig græde; trænger ikke paa for at trøste mig over mit Folks Datters Ødelæggelse.
5 Thi der er en Forstyrrelses og Nedtrædelses og Forvirrings Dag fra Herren, den Herre Zebaoth, i Synernes Dal, paa hvilken Murene blive nedbrudte, og man raaber imod Bjergene.
6 Og Elam bar Kogger, fulgt af Vogne med Mænd paa og af Ryttere, og Kir blottede Skjoldet.
7 Og det skete, at dine udvalgte Dale bleve fulde af Vogne, og Ryttere toge Stilling imod Porten.
8 Og han borttog Dækket fra Juda; og du saa dig om paa den Dag efter Rustningen i Skovhuset.