14 De døde leve ikke op igen, Dødningerne opstaa ikke; derfor har du hjemsøgt og ødelagt dem og udslettet al deres Ihukommelse.
15 Du formerede Folket, Herre! du formerede Folket, du er bleven herliggjort; du har flyttet alle Landets Grænser langt bort.
16 Herre! i Angesten søgte de dig, de udøste deres stille Bøn, der du tugtede dem.
17 Ligesom den frugtsommelige, naar hun er nær ved at føde, bliver bange og raaber i sine Veer, saa gik det os, Herre! for dit Ansigt.
18 Vi gik frugtsommelige med noget, vare bange, men da vi fødte, blev det til Vind; vi sknffede Landet ikke nogen Frelse, og Jorderiges Indbyggere kom ej til Live.
19 Dine døde skulle leve, mine afdøde skulle opstaa; vaagner op, og synger med Fryd, I som bo i Støv! thi din Dug er Dug over grønne Urter, og Jorden skal give Dødningerne tilbage.
20 Gak, mit Folk! gak ind i dine inderste Kamre, og Iuk dine Døre efter dig; skjul dig et lidet Øjeblik, indtil Vreden gaar over.