17 Ligesom den frugtsommelige, naar hun er nær ved at føde, bliver bange og raaber i sine Veer, saa gik det os, Herre! for dit Ansigt.
18 Vi gik frugtsommelige med noget, vare bange, men da vi fødte, blev det til Vind; vi sknffede Landet ikke nogen Frelse, og Jorderiges Indbyggere kom ej til Live.
19 Dine døde skulle leve, mine afdøde skulle opstaa; vaagner op, og synger med Fryd, I som bo i Støv! thi din Dug er Dug over grønne Urter, og Jorden skal give Dødningerne tilbage.
20 Gak, mit Folk! gak ind i dine inderste Kamre, og Iuk dine Døre efter dig; skjul dig et lidet Øjeblik, indtil Vreden gaar over.
21 Thi se, Herren gaar ud fra sit Sted for at hjemsøge Jordens Indbyggeres Misgernirlg; og Jorden skal aabenbare det udgydte Blod og ikke længere skjule sine ihjelslagne.