2 Saligt er det Menneske, som gør dette, og det Menneskes Barn, som hoider fast derved, den, som holder Sabbat, at han ikke vanhelliger den, og som varer sin Haand, at den, aldrig gør ondt.
3 Og den fremmede, som har sluttet sig til Herren, sige ikke: Herren skal vist skille mig I fra sit Folk; og Gildingen sige ikke: Se jeg er et tørt Træ.
4 Thi saa siger Herren: De Gildinger, som ville holde mine Sabbater og ud, vælge det, som mig behager, og holde fast ved min Pagt:
5 Dem vil jeg give en Plads i mit Hus og inden mine Mure og et bedre Navn end Sønner og end Døtre; jeg vil, give dem et evigt Navn, som ikke skal forgaa.
6 Og de fremmede, som, have sluttet sig til Herren for at tjene ham og at elske Herrens Navn for at være hans Tjenere; hver af dem, som holder Sabbat, saa at han ikke vanhelliger den, men holder fast ved min Pagt:
7 Dem vil jeg føre til mit hellige Bjerg, og glæde dem i mit Bedehus; deres Brændofre og deres Slagtofre skulle være mig en Velbehagelighed paa mit Alter; thi mit Hus skal kaldes et Bedehus for alle Folkeslag.
8 Saa siger den Herre, Herre, som samler de fordrevne af Israel: Jeg vil endnu samle flere om ham til dem, som ere forsamlede om ham.