2 Da du har gjort underlige Ting, skulde vi da ikke vente? du nedfor, Bjerge fløde bort for dit Ansigt.
3 Og fra gammel Tid har man ikke hørt, har man ikke fornummet, intet Øje set, al nogen Gud uden du gjorde saadanne Ting for den, som bier efter ham?
4 Du møder den, som er glad ved al gøre Retfærdighed, de skulle komme dig i Hu paa dine Veje; se, du var vred, og vi bleve ved at synde; rare vi evindelig blevne paa dem da vare vi nu frelste.
5 Men vi bleve alle som de urene og al vor Retfærdighed som et besmittet Klædebon; og vi faldt alle af som et Blad, og vor Misgerning førte os bort som et Vejr.
6 Og der er ingen, som paakalder dit Navn, ingen, som rejser sig for at holde fast ved dig; thi du har skjult dit Ansigt for os og smeltet os for vore Misgerningers Skyld.
7 Men nu, Herre! du er vor Fader; vi ere Leret, og du er den, som har dannet os, og vi ere alle din Haands Gerning.
8 Herre! vær ikke saa saare vred, og kom ikke Misgerninger evindelig i Hu; se, sku dog, vi ere alle dit Folk!