26 I stole paa eders Sværd, I gøre Vederstyggeligheder og vanære hver sin Næstes Hustru; og I skulle eje Landet.
27 Saaledes skal du sige til dem: Saa siger den Herre, Herre: Saa sandt jeg lever, de, som ere paa de øde Steder, skulle falde for Sværdet, og den, som er paa Marken, ham har jeg givet til de vilde Dyr, at de skulle æde ham, og de, som ere i Fæstningerne og i Hulerne, skulle dø af Pest.
28 Og jeg vil gøre Landet til en Ødelæggelse og en Ørk, og dets Magts Stolthed skal ophøre; og Israels Bjerge skulle ligge øde, at ingen skal gaa over dem.
29 Saa skulle de fornemme, at jeg er Herren, naar jeg gør Landet til en Ødelæggelse og en Ørk, formedelst alle deres Vederstyggeligheder, som de have gjort.
30 Og du Menneskesøn! dit Folks Børn tale indbyrdes om dig ved Væggene og i Husdørene, og den, ene taler med den anden, hver med sin Broder, sigende: Kære, kommer sin Broder, sigende: Kære, kommer, og hører, hvad det er for et Ord, som udgaar fra Herren.
31 Og de kommer, og sidde for dit Ansigt som mit Folk! og skulle høre dine Ord og ikke gøre efter dem; men det, der er behageligt i deres Mund, gøre de, og deres Hjerte gaar efter deres egen Fordel.
32 Og se, du er dem som en behagelig Sanger, der har en dejlig Røst, og som kan spille smukt; derfor skulle de høre dine Ord, men dog ikke gøre efter dem.