3 Og nu, Herre! tag dog min Sjæl fra mig; thi det er mig bedre at dø end at. leve.
4 Og Herren sagde: Mon det er det, at din Vrede optændes?
5 Og Jonas gik ud af Staden og tog Ophold Østen for Staden, og han gjorde sig der en Hytte og satte sig und er den i Skyggen, indtil han kun de se, hvad der vilde ske med fra Stad en.
6 Da beskikkede Gud Herren et Kikajon, og det voksede op over Jonas til at give Skygge over hans Hoved, at fri ham fra hans Onde; og Jonas glædede sig over dette Kikajon med stor Glæde.
7 Men Gud beskikkede, da Mogenrøden den næste Dag oprandt, en Orm, og den stak Kikajonet, og det visnede.
8 Og det skete, der Solen gik op, da beskikkede Gud en lummer Østenvind, og Solen stak Jonas paa Hovedet, saa han blev afmægtig; da bad han, at hans Sjæl maatte dø, og sagde: Det er bedre, at jeg dør end lever.
9 Men Gud sagde til Jonas: Mon det er ret, at din Vrede optændes for dette Kikajons Skyld? og han sagde: Ja, det er ret, at min Vrede er optændt indtil Døden.