19 Derfor Venter og Skabningens Forlængsel paa Guds Børns Aabenbarelse.
20 Thi Skabningen er underlagt Forfængelighed, (ikke med sin Villie, men efter hans, som lagde den derunder),
21 dog i det Haab, at Skabningen selv skal og blive frigjort fra Forkrænkelighedens Trældom til Guds Børns herlige Frihed.
22 Dog vi vide, at al Skabningen tilsammen sukker og er tilsammen i Smerte indtil nu.
23 Dog ikke det alene, men ogsaa de, som have Aanden Førstegrøde, ogsaa vi selv skulle i os selv, forventende en sønlig Udkaarelse, vort Legemes Forløsning.
24 Thi vi ere frelste i Haabet, men det Haab, som sees, er ikke Haab; thi hvad Nogen seer, hvorledes kan han tillige haabe det?
25 Men dersom vi haabe det, som vi ikke see, da forvente vi det med Taalmodighed.