1 Og han begyndte at tale til dem i Lignelser: »En Mand plantede en Vingaard og satte et Gærde derom og gravede en Perse og byggede et Taarn, og han lejede den ud til Vingaardsmænd og drog udenlands.
2 Og da Tiden kom, sendte han en Tjener til Vingaardsmændene, for at han af Vingaardsmændene kunde faa af Vingaardens Frugter.
3 Og de grebe ham og sloge ham og sendte ham tomhændet bort.
4 Og han sendte atter en anden Tjener til dem; og ham sloge de i Hovedet og vanærede.
5 Og han sendte en anden; og ham sloge de ihjel; og mange andre; nogle sloge de, og andre dræbte de.
6 Endnu een havde han, en elsket Søn; ham sendte han til sidst til dem, idet han sagde: »De ville undse sig for min Søn.«
7 Men hine Vingaardsmænd sagde til hverandre: »Der er Arvingen; kommer lader os slaa ham ihjel, saa bliver Arven vor.«
8 Og de grebe ham og sloge ham ihjel og kastede ham ud af Vingaarden.
9 Hvad vil da Vingaardens Herre gøre? Han vil komme og ødelægge Vingaardsmændene og give Vingaarden til andre.
10 Have I ikke ogsaa læst dette Skriftord: Den Sten, som Bygningsmændene forkastede, den er bleven til en Hovedhjørnesten?
11 Fra Herren er dette kommet, og det er underligt for vore Øjne.«
12 Og de søgte at gribe ham, men de frygtede for Mængden; thi de forstode, at han sagde denne Lignelse imod dem; og de forlode ham og gik bort.
13 Og de sendte nogle til ham af Farisæerne og af Herodianerne, for at de skulde fange ham i Ord.
14 Og de kom og sagde til ham: »Mester! vi vide, at du er sanddru og ikke bryder dig om nogen; thi du ser ikke paa Menneskers Person, men lærer Guds Vej i Sandhed. Er det tilladt at give Kejseren Skat eller ej? Skulle vi give eller ikke give?«
15 Men da han saa deres Hykleri, sagde han til dem: »Hvorfor friste I mig? Bringer mig en Denar, for at jeg kan se den.«
16 Men de bragte den. Og han siger til dem: »Hvis Billede og Overskrift er dette?« Men de sagde til ham: »Kejserens.«
17 Og Jesus sagde til dem: »Giver Kejseren, hvad Kejserens er, og Gud, hvad Guds er.« Og de undrede sig over ham.
18 Og der kommer Saddukæere til ham, hvilke jo sige, at der ingen Opstandelse er, og de spurgte ham og sagde:
19 »Mester! Moses har foreskrevet os, at naar nogens Broder dør og efterlader en Hustru og ikke efterlader noget Barn, da skal hans Broder tage hans Hustru og oprejse sin Broder Afkom.
20 Der var syv Brødre; og den første tog en Hustru, og da han døde, efterlod han ikke Afkom.
21 Og den anden tog hende og døde uden at efterlade Afkom, og den tredje ligesaa.
22 Og alle syv, de efterlode ikke Afkom. Sidst af dem alle døde ogsaa Hustruen.
23 I Opstandelsen, naar de opstaa, hvem af dem skal saa have hende til Hustru? Thi de have alle syv haft hende til Hustru.«
24 Jesus sagde til dem: »Er det ikke derfor, I fare vild, fordi I ikke kende Skrifterne, ej heller Guds Kraft?
25 Thi naar de opstaa fra de døde, da tage de hverken til Ægte eller bortgiftes, men de ere som Engle i Himlene.
26 Men hvad de døde angaar, at de oprejses, have I da ikke læst i Mose Bog i Stedet om Tornebusken, hvorledes Gud talede til ham og sagde: Jeg er Abrahams Gud og Isaks Gud og Jakobs Gud?
27 Han er ikke dødes, men levendes Gud; I fare meget vild.«
28 Og en af de skriftkloge, som havde hørt deres Ordskifte og set, at han svarede dem godt, kom til ham og spurgte ham: »Hvilket Bud er det første af alle?«
29 Jesus svarede: »Det første er: Hør Israel! Herren, vor Gud, Herren er een;
30 og du skal elske Herren, din Gud af hele dit Hjerte og af hele din Sjæl og af hele dit Sind og af hele din Styrke.
31 Et andet er dette: Du skal elske din Næste som dig selv. Større end disse er intet andet Bud.«
32 Og den skriftkloge sagde til ham: »Rigtigt, Mester, og med Sandhed har du sagt, at han er een, og der er ingen anden foruden ham.
33 Og at elske ham af hele sit Hjerte og af hele sin Forstand og af hele sin Styrke og at elske sin Næste som sig selv, det er mere end alle Brændofrene og Slagtofrene.«
34 Og da Jesus saa, at han svarede forstandigt, sagde han til ham: »Du er ikke langt fra Guds Rige.« Og ingen vovede mere at rette Spørgsmaal til ham.
35 Og da Jesus lærte i Helligdommen, tog han til Orde og sagde: »Hvorledes sige de skriftkloge, at Kristus er Davids Søn?
36 David selv sagde ved den Helligaand: Herren sagde til min Herre: Sæt dig ved min, højre Haand, indtil jeg faar lagt dine Fjender som en Skammel for dine Fødder.
37 David selv kalder ham Herre; hvorledes er han da hans Søn?« Og den store Skare hørte ham gerne.
38 Og han sagde i sin Undervisning: »Tager eder i Vare for de skriftkloge, som gerne ville gaa i lange Klæder og lade sig hilse paa Torvene
39 og gerne ville have de fornemste Pladser i Synagogerne og sidde øverst til Bords ved Maaltiderne;
40 de, som opæde Enkers Huse og paa Skrømt bede længe, disse skulle faa des haardere Dom.«
41 Og han satte sig lige over for Tempelblokken og saa, hvorledes Mængden lagde Penge i Blokken, og mange rige lagde meget deri.
42 Og der kom en fattig Enke og lagde to Skærve i, hvilket er en Hvid.
43 Og han kaldte sine Disciple til sig og sagde til dem: »Sandelig, siger jeg eder, denne fattige Enke har lagt mere deri end alle de som lagde i Tempelblokken.
44 Thi de lagde alle af deres Overflod; men hun lagde af sin Fattigdom alt det, hun havde, sin hele Ejendom.«