32 Og de bringe ham en døv, som ogsaa vanskeligt kunde tale, og bede ham om, at han vilde lægge Haanden paa ham.
33 Og han tog ham afsides fra Skaren og lagde sine Fingre i hans Øren og spyttede og rørte ved hans Tunge
34 og saa op til Himmelen, sukkede og sagde til ham: »Effata!« det er: lad dig op!
35 Og hans Øren aabnedes, og straks løstes hans Tunges Baand, og han talte ret.
36 Og han bød dem, at de ikke maatte sige det til nogen; men jo mere han bød dem, desto mere kundgjorde de det.
37 Og de bleve over al Maade slagne af Forundring og sagde: »Han har gjort alle Ting vel; baade gør han, at de døve høre, og at maalløse tale.«