1 Jeg siger da: Mon Gud har forskudt sit Folk? det være langt fra! Thi ogsaa jeg er en Israelit, af Abrahams Sæd, Benjamins Stamme.
2 Gud har ikke forskudt sit Folk, som han forud kendte. Eller vide I ikke, hvad Skriften siger i Stykket om Elias? hvorledes han træder frem for Gud imod Israel, sigende:
3 »Herre! dine Profeter have de ihjelslaaet, dine Altre have de nedbrudt, og jeg er den eneste, der er levnet, og de efterstræbe mit Liv.«
4 Men hvad siger det guddommelige Gensvar til ham? »Jeg har levnet mig selv syv Tusinde Mænd, som ikke have bøjet Knæ for Baal.«
5 Saaledes er der ogsaa i den nærværende Tid blevet en Levning som et Naades-Udvalg.
6 Men er det af Naade, da er det ikke mere af Gerninger, ellers bliver Naaden ikke mere Naade.
7 Hvad altsaa? Det, Israel søger efter, har det ikke opnaaet, men Udvalget har opnaaet det; de øvrige derimod bleve forhærdede,
8 som der er skrevet: »Gud gav dem en Sløvheds Aand, Øjne til ikke at se med, Øren til ikke at høre med indtil den Dag i Dag.«
9 Og David siger: »Deres Bord vorde til Snare og til Fælde og til Anstød og til Gengældelse for dem;
10 deres Øjne vorde formørkede, saa de ikke se, og bøj altid deres Ryg!«
11 Jeg siger da: Mon de have stødt an, for at de skulde falde? Det være langt fra! Men ved deres Fald er Frelsen kommen til Hedningerne, for at dette kunde vække dem til Nidkærhed.
12 Men dersom deres Fald er Verdens Rigdom, og deres Tab er Hedningers Rigdom, hvor meget mere skal deres Fylde være det!
13 Og til eder, I Hedninger, siger jeg: For saa vidt jeg nu er Hedningeapostel, ærer jeg min Tjeneste,
14 om jeg dog kunde vække min Slægt til Nidkærhed og frelse nogle af dem.
15 Thi dersom deres Forkastelse er Verdens Forligelse, hvad bliver da deres Antagelse andet end Liv ud af døde?
16 Men dersom Førstegrøden er hellig, da er Dejgen det ogsaa; og dersom Roden er hellig, da ere Grenene det ogsaa.
17 Men om nogle af Grenene bleve afbrudte, og du, en vild Oliekvist, blev indpodet iblandt dem og blev meddelagtig i Olietræets Rod og Fedme,
18 da ros dig ikke imod Grenene; men dersom du roser dig, da bærer jo ikke du Roden, men Roden dig.
19 Du vil vel sige: Grene bleve afbrudte, for at jeg skulde blive indpodet.
20 Vel! ved deres Vantro bleve de afbrudte, men du staar ved din Tro; vær ikke overmodig, men frygt!
21 Thi naar Gud ikke sparede de naturlige Grene, vil han heller ikke spare dig.
22 Saa se da Guds Godhed og Strenghed: Over dem, som faldt, er der Strenghed, men over dig Guds Godhed, hvis du bliver i hans Godhed; ellers skal ogsaa du afhugges.
23 Men ogsaa hine skulle indpodes, dersom de ikke blive i Vantroen; thi Gud er mægtig til atter at indpode dem.
24 Thi naar du blev afhugget af det Olietræ, som er vildt af Naturen, og imod Naturen blev indpodet i et ædelt Olietræ, hvor meget mere skulle da disse indpodes i deres eget Olietræ, som de af Natur tilhøre!
25 Thi jeg vil ikke, Brødre! at I skulle være uvidende om denne Hemmelighed, for at I ikke skulle være kloge i eders egne Tanker, at Forhærdelse delvis er kommen over Israel, indtil Hedningernes Fylde er gaaet ind;
26 og saa skal hele Israel frelses, som der er skrevet: »Fra Zion skal Befrieren komme, han skal afvende Ugudeligheder fra Jakob;
27 og dette er min Pagt med dem, naar jeg borttager deres Synder.«
28 Efter Evangeliet er de vel Fjender for eders Skyld, men efter Udvælgelsen ere de elskede for Fædrenes Skyld;
29 thi Naadegaverne og sit Kald fortryder Gud ikke.
30 Thi ligesom I tilforn bleve ulydige imod Gud, men nu fik Barmhjertighed ved disses Ulydighed,
31 saaledes bleve ogsaa disse nu ulydige, for at ogsaa de maatte faa Barmhjertighed ved den Barmhjertighed, som er bleven eder til Del.
32 Thi Gud har indesluttet alle under Ulydighed, for at han kunde forbarme sig over alle.
33 O Dyb af Guds Rigdom og Visdom og Kundskab! hvor uransagelige ere hans Domme, og hans Veje usporlige!
34 Thi hvem har kendt Herrens Sind? eller hvem blev hans Raadgiver?
35 eller hvem gav ham først, saa at der skulde gives ham Gengæld derfor?
36 Thi af ham og ved ham og til ham ere alle Ting; ham være Ære i Evighed! Amen.