1 Jeg siger da: Mon Gud har forskudt sit Folk? det være langt fra! Thi ogsaa jeg er en Israelit, af Abrahams Sæd, Benjamins Stamme.
2 Gud har ikke forskudt sit Folk, som han forud kendte. Eller vide I ikke, hvad Skriften siger i Stykket om Elias? hvorledes han træder frem for Gud imod Israel, sigende:
3 »Herre! dine Profeter have de ihjelslaaet, dine Altre have de nedbrudt, og jeg er den eneste, der er levnet, og de efterstræbe mit Liv.«
4 Men hvad siger det guddommelige Gensvar til ham? »Jeg har levnet mig selv syv Tusinde Mænd, som ikke have bøjet Knæ for Baal.«
5 Saaledes er der ogsaa i den nærværende Tid blevet en Levning som et Naades-Udvalg.
6 Men er det af Naade, da er det ikke mere af Gerninger, ellers bliver Naaden ikke mere Naade.
7 Hvad altsaa? Det, Israel søger efter, har det ikke opnaaet, men Udvalget har opnaaet det; de øvrige derimod bleve forhærdede,