1 Og Josef kunde ikke holde sig for alle dem, som stode hos ham, han raabte: Lader hver Mand gaa ud, fra mig; og ikke een Mand stod hos ham, der Josef lod sig kende for sine Brødre.
2 Og han opløftede sin Røst med Graad, og Ægypterne hørte det, og Faraos Hus hørte det.
3 Og Josef sagde til sine Brødre: Jeg er Josef; lever min Fader endnu? Og hans Brødre kunde ikke svare ham; thi de forfærdedes for hans Ansigt.
4 Da sagde Josef til sine Brødre: kommer dog hid til mig og de gik frem; og han sagde: Jeg er Josef, eders Broder, som I solgte til Ægypten.
5 Men værer nu ikke bekymrede, og lader det ikke være mishageligt for eders Øjne, at I solgte mig hid; thi for at I skulde blive holdte ved Live, har Gud sendt mig hid foran eder.
6 Thi nu har der været to Aar Hunger i Landet, og endnu er der fem Aar, i hvilke der ikke skal være Pløjning eller Høst.
7 Men Gud har sendt mig foran eder, at lade eder blive tilovers i Landet og at lade eder leve, til en stor Befrielse.
8 Og nu, ikke I have sendt mig hid, men Gud; og han har sat mig til en Fader for Farao og til en Herre over alt hans Hus og til en Hersker i alt Ægyptens Land.
9 Skynder eder og drager op til min Fader, og I skulle sige til ham: Saa siger din Søn Josef: Gud har sat mig til en Herre over al Ægypten; kom ned til mig, tøv ikke!
10 Og du skal bo i Gosen Land og være nær hos mig, du og dine Børn og dine Børnebørn og dit Kvæg og dine Øksen og alt det, du har.
11 Og jeg vil opholde dig der; thi endnu er der fem Aar Hunger; paa det du ikke skal forarmes, du og dit Hus og alt det, som tilhører dig.
12 Og se, eders Øjne og min Broder Benjamins Øjne se, at jeg taler mundtligen til eder.
13 Og I skulle forkynde min Fader al min Herlighed i Ægypten, og alt det, som I have set; og skynder eder og lader min Fader komme hid ned.
14 Saa faldt han om Benjamins, sin Broders, Hals og græd, og Benjamin græd om hans Hals.
15 Og han kyssede alle sine Brødre og græd over dem, og derefter talede hans Brødre med ham.
16 Og det rygtedes i Faraos Hus, og der sagdes: Josefs Brødre ere komne; det var godt baade i Faraos Øjne og i hans Tjeneres Øjne.
17 Og Farao sagde til Josef: Sig til dine Brødre: gører dette, belæsser eders Dyr og gaar, at I maa, komme til Kanaans Land.
18 Og tager eders Fader og eders Husfolk og kommer til mig, og jeg vil give eder det bedste i Ægyptens Land, at I skulle æde af Landets Fedme.
19 Og det er dig befalet: gører dette; tager eder Vogne af Ægyptens Land til eders Børn og til eders Hustruer, og fører eders Fader der paa og kommer.
20 Og lader eders Øjne ikke se hen til eders Boskab; thi det bedste, som er i alt Ægyptens Land, er eders.
21 Og Israels Sønner gjorde saa, og Josef gav dem Vogne efter Faraos Ord og gav dem Tærring paa Vejen.
22 Han gav alle, hver især, Klædninger til at skifte med; men Benjamin gav han tre Hundrede Sekel Sølv og fem Klædninger til at skifte med.
23 Og Han sendte sin Fader ligervis ti Asener, som bare af Ægyptens bedste Gods, og ti Aseninder, som bare Korn og Brød og Føde, til hans Fader paa Vejen.
24 Og han lod sine Brødre fare, og de gik; og han sagde til dem: Kives ikke paa Vejen!
25 Saa droge de op af Ægypten, og de kom til det Land Kanaan, til Jakob, deres Fader.
26 Og de forkyndte ham, sigende: Josef lever endnu, og han er en Hersker over alt Ægyptens Land; men hans Hjerte blev koldt, thi han troede dem ikke.
27 Da sagde de ham alle Josefs Ord, som han havde sagt til dem, og han saa Vognene, som Josef havde sendt til at føre ham paa; og Jakobs, deres Faders, Aand blev levende.
28 Og Israel sagde: Det er meget, Josef min Søn lever endnu; jeg vil fare hen og se ham, før jeg dør.