1 I den tredje Maaned, efter at Israels Børn vare udgangne af Ægyptens Land, paa den Dag kom de til Sinai Ørk.
2 Thi de droge fra Refidim og kom til Sinai Ørk og lejrede sig i Ørken, og der lejrede Israel sig lige for Bjerget.
3 Og Mose steg op til Gud, og Herren raabte til ham fra Bjerget og sagde: Saa skal du sige til Jakobs Hus og kundgøre Israels Børn:
4 I have set, hvad jeg gjorde ved Ægypterne, og eg bar eder paa Ørnevinger og lod eder komme til mig.
5 Og nu, dersom I kun ville lyde min Røst og holde min Pagt, da skulle I være mig en Ejendom fremfor alle Folk; thi mig hører al Jorden til.
6 Og I skulle blive mig et præsteligt Kongerige og et helligt Folk. Disse ere de Ord, som du skal sige til Israels Børn.
7 Og Mose kom og kaldte ad Folkets ældste og forelagde dem alle disse Ord, som Herren havde budet ham.
8 Da svarede alt Folket til Hobe og sagde: Alt det som Herren har sagt, ville vi gøre; og Mose bragte igen Folkets Ord for Herren.
9 Da sagde Herren til Mose: Se, jeg vil komme til dig i en tyk Sky, paa det Folket maa høre, naar jeg taler med dig, og ligeledes tro paa dig evindelig; og Mose forkyndte Herren Folkets Ord.
10 Og Herren sagde til Mose: Gak til Folket, og du skal hellige dem i Dag og i Morgen, og de skulle to deres Klæder.
11 Og de skulle være rede til den tredje Dag; thi paa den tredje Dag skal Herren nedstige for alt Folkets Øjne paa Sinai Bjerg.
12 Og du skal sætte Gærde for Folket rundt omkring, sigende: Vogter eder, for at gaa op paa Bjerget og at røre ved dets Fod; hver den som rører ved Bjerget, skal visselig dødes.
13 Ingen Haand skal røre ved ham; men han skal visselig stenes eller skydes, hvad enten det er et Dyr eller et Menneske, da skal det ikke leve; naar Basunen lyder langsomt, skulle de stige op paa Bjerget.
14 Og Mose gik ned ad Bjerget til Folket og helligede Folket, og de toede deres Klæder.
15 Og han sagde til Folket: Værer rede til om tre Dage, og holder eder ikke til Kvinder.
16 Og det skete paa den tredje Dag, der det blev Morgen, at der var Torden og Lyn og en tyk Sky paa Bjerget og en saare stærk Basuns Lyd, og det ganske Folk, som var i Lejren, bævede.
17 Og Mose førte Folket ud af Lejren mod Gud, og de bleve staaende neden for Bjerget.
18 Og hele Sinai Bjerg røg for Herrens Ansigt, som for ned over det i Ilden, og der opgik en Røg af det som Røg af en Ovn, og hele Bjerget bævede saare.
19 Og Basunens Lyd tog til og blev meget stærk; Mose talede, og Gud svarede ham lydelig.
20 Der Herren var kommen ned over Sinai Bjerg, over Bjergets Top, da kaldte Herren Mose op paa Bjergets Top, og Mose steg op.
21 Da sagde Herren til Mose: Stig ned for at vidne for Folket, at de ikke skulle bryde frem til Herren for, at se, saa at mange af dem maatte falde.
22 Endog Præsterne, som komme nær til Herren, skulle hellige sig, at Herren ikke skal gøre et Skaar iblandt dem.
23 Og Mose sagde til Herren: Folket kan ikke stige op paa Sinai Bjerg; thi du vidnede for os og sagde: Sæt Gærde om Bjerget og hellige det.
24 Og Herren sagde til ham: Gak bort, stig ned, og du skal siden stige op, du og Aron med dig; men Præsterne og Folket skulle ikke bryde frem for at stige op til Herren, for at han ikke skal gøre et Skaar paa dem.
25 Og Mose steg ned til Folket og sagde det til dem.