1 Der Israel var ung, da havde jeg ham kær, og fra Ægypten kaldte jeg min Søn.
2 Som det kaldte paa dem, saa gik de bort fra deres Ansigt, og til Baalerne ofre de, og for de udskaarne Billeder gøre de Røgelse.
3 Og jeg, jeg lærte Efraim at gaa, tog dem paa Arm; men de vilde ikke vide, at jeg havde lægt dem.
4 Med Menneskesnore; med Kærligheds Baand drog jeg dem, og jeg var dem som de, der skyde Aaget over deres Ksever op; og jeg rakte ham Føde.
5 Han skal ikke vende tilbage til Ægyptens Land; men Assur, han skal være hans Konge, thi de vægrede sig ved at vende om.
6 Og Sværdet skal hvirvle om i hans Stæder og tilintetgøre hans Portstænger og fortære, og det for deres Raads Skyld.
7 Mit Folk hælder til Frafald fra mig; og kalder man dem opad, saa stræber ingen af dem opad.