1 Saa siger den Herre, Zebaoth, Israels Gud: Ve, Nebo! thi den er ødelagt; beskæmmet, indtaget er Kirjathajm; beskæmmet er Misgab og forfærdet.
2 Med Moabs Pris er det forbi; i Hesbon optænke de ondt imod det: Kommer og lader os udslette det, at det ikke mere er et Folk; ogsaa du, Madmen! skal ødelægges, et Sværd skal forfølge dig.
3 Der høres et Skrig fra Horanajm:
4 Ødelæggelse og stor Forstyrrelse. Moab er forstyrret; de smaa derudi lade deres Skrig høre.
5 Thi ad Opgangen til Lukit stiger Graad op over Graad; og ved Nedgangen til Horonajm hører man Forstyrrelses Skrig.
6 Flyr, redder Øers Liv! og da skulle være som den enlige i Ørken.
7 Thi fordi du forlod dig paa dine Gerninger og paa dine Skatte, skal ogsaa du indtages; og Kamos skal vandre i Landflygtighed, hans Præster og hans Fyrster til Hobe.
8 Og der skal komme se Ødelægger til hver Stad, og ingen Stad skal undslippe; og Dalen skal gaa til Grunde og Sletten ødelægges; som Herren har sagt.
9 Giver Moab Vinger, thi det skal flyve ud; og dets Stæder skulle være til en ødelæggelse, saa at ingen skal bo i dem.
10 Forbandet være den, som gør Herrens Gerning med Efterladenhed; og forbandet være den, som holder sit Sværd tilbage fra Blod.
11 Moab har boet trygt fra sin Ungdom af og ligget stille paa sin Bærme og er ikke tømt af et Kar i det andet, og det er ikke draget bort iblandt de bortførte; derfor har det beholdt sin Smag, og dets Lugt er ikke forandret.
12 Derfor se, de Dage skulle komme, siger Herren, da jeg vil sende Folk til det, som skulle vende dets Fade om; de skulle tømme dets Kar sønderbryde dets Flasker.
13 Og Moab skal blive til Skamme over Kamos, ligesom Israels Hus blev til Skamme over Bethel, som de forlode sig paa.
14 Hvorledes kunne I sige: Vi ere Helte og duelige Krigsmænd?
15 Moab er ødelagt; og man er steget op i dets Stæder, og dets udvalgte unge Mandskab er steget ned for at slagtes, siger Kongen, hvis Navn er Herre Zebaoth.
16 Moabs Undergang er nær for Haanden, og dets Ulykke skynder sig saare.
17 Haver Medynk med det, alle I, som bo trindt omkring det og alle I, som kende dets Navn, siger: Hvorledes er Magtens Stav, Herlighedens Spir sønderbrudt?
18 Stig ned fra Herlighed, og sid i det tørstige Land, du Indbyggerske, Dibons Datterl thi Moabs Ødelægger er stegen op imod dig, han har ødelagt dine Befæstninger.
19 Stil dig ved Vejen og se dig om, du Aroers Indbyggerske I spørg ham, som er flygtet, og hende, som er undkommet; sig, hvad er der sket?
20 Moab er beskæmmet; thi det er knust, hyler og skriger; kundgører det ved Arnon, at Moab er ødelagt;
21 og en Dom er kommet til Slettens Land, til Holon og til Jaza og over Mefaat
22 og over Dibon og over Nebo og over Beth-Diblathajm
23 og over Kirjathajm og over Bethgamul og over Bethmeon
24 og over Kirjot og over Bozra og over alle Stæder i Moabs Land, de fjerne og de nære.
25 Moabs Horn er afhugget, og dets Arm er sønderbrudt, siger Herren.
26 Gører det drukkent! thi det ophøjede sig storlig imod Herren, saa at Moab maa plaske i sit Spy, og at ogsaa det maa blive til Latter.
27 Thi mon Israel ikke var dig til Latter? mon det var grebet iblandt Tyve, at du, saa tit du talte om det, skulde ryste med Hovedet?
28 Forlader Stæderne og bor i Klippen, I Indbyggere i Moab! og værer som en Due, der bygger Rede ved Siden af Aabningen ned til en Kløft!
29 Vi have hørt om Moabs Hovmod, det er saare hovmodigt, om dets Hoffærdighed og dets Hovmod og dets Stolthed og dets Hjertes Højhed.
30 Jeg kender, siger Herren, dets Overmod, men det er tomt; dets Pral er i Gerning tom.
31 Derfor maa jeg hyle over Moab og skrige over hele Moab; man maa sukke over Kir-Heres's Folk.
32 Jeg maa græde over dig, du Vintræ i Sibma! mere end jeg græder over Jaeser, dine Kviste gik hen over Havet, de naaede til Jæsers Hav; en Ødelægger er falden ind over din Frugthøst og over din Vinhøst.
33 Og Glæde og Fryd har forladt Frugthaven og Moabs Land; og jeg vil lade Vinen høre op i Persekarrene, ingen skal træde Persen med Frydesang, Frydesangen skal ikke mere være Frydesang.
34 Af Skriget i Hesbon lade de Lyden høres hidtil Eleale, indtil Jahaz, fra Zoar indtil Horonajm, Eglath Selisia; thi ogsaa Nimrims Vande skulle blive til Ørk.
35 Og jeg vil gøre, siger Herren, at Moab ikke mere skal have nogen, som drager op paa Højen og gør Røgoffer for sine Guder.
36 Derfor bruser mit Hjerte som Fløjter over Moab, og mit Hjerte bruser over Mændene i Kir-Heres som Fløjter, derfor gaar Levningen, som det havde forhvervet, til Grunde.
37 Thi hvert Hoved er skaldet, og hvert Skæg er afskaaret; der er Indsnit paa alle Hænder og Sæk om Lænderne.
38 Paa alle rage i Moab og paa dets Gader er der kun Klage; thi jeg har sønderbrudt Moab som et Kar, man ikke har Lyst til, siger Herren.
39 Hvorledes er det dog knust! Hyler! hvorledes vender Moab dog Nakken till det er beskæmmet; og Moab skal blive til Latter og til Forfærdelse for alle trindt omkring det.
40 Thi saa siger Herren: Se, han kommer flyvende som Ørnen og uørøer sine Vinger imod Moab.
41 Stæderne erobres, og Fæstningerne indtages; og de vældiges Hjerte i Moab skal være paa denne Dag som en beængstet Kvindes Hjerte.
42 Og Moab skal Ødelægges, saa at det ikke mere er et Folk, thi det har ophøjet sig storlig imod Herren.
43 Forfærdelse og Grav og Snare over dig, du, som bor i Moah siger Herren.
44 Den, som flyr for Forfærdelsen, skal falde i Graven, og den, som kommer op af Graven, skal fanges i Snaren; thi jeg vil lade komme til det, til Moab, dets Hjemsøgelses Aar, siger Herren.
45 I Hesbons Skygge stille sig de, der fly som kraftesløse; thi en Ild udgaar fra Hesbon og en Lue fra Sihon, og den skal fortære Moabs Hjørne og Issen af Bulderets: Sønner.
46 Ve dig, Moab! Kamos's Folk er fortsat; thi dine Sønner ere tagne og førte i Fangenskab og dine Døtre i Fangenskab.
47 Men jeg vil omvende Moabs Fangenskab i de sidste Dage, siger Herren. Hertil gaar Dommen over Moab.