3 Og Ammoniten Tobia var hos ham, og han sagde: Om de end bygge, vil dog en Ræv, om den sprang op, nedrive deres Stenmur.
4 Hør, vor Gud! at vi ere foragtede, og lad deres Forsmædelse vende tilbage paa deres Hoved, og giv dem; hen til Bytte i Fangenskabs Land;
5 og skjul ikke deres Misgerning, og lad deres Synd ikke udslettes fra dit Ansigt; thi de have opirret dig lige over for dem, som byggede.
6 Men vi byggede Muren, saa at den ganske Mur blev sammenføjet indtil dens halve Højde; thi Folket havde Hjerte til at gøre det.
7 Og det skete, der Sanballat og Tobia og Araberne og Ammoniterne og Asdoditerne hørte, at Udbedringen havde taget til paa Murene i Jerusalem, og at Revnerne begyndte at lukkes til, da optændtes deres Vrede saare.
8 Og de gjorde alle et Forbund med hverandre om at komme at stride imod Jerusalem og at gøre en Forstyrrelse deri.
9 Men vi bade til vor Gud; og vi stillede Vagt imod dem Dag og Nat over for dem.