1 Men der vare og falske Propheter iblandt Folket, ligesom der og iblandt Eder skulle være falske Lærere, som skulle indføre fordærvelige Secter og negte den Herre, som dem kjøbte, hvilke skulle føre sig over sig selv en hastig Fordærvelse.
2 Og mange skulle efterfølge deres Ryggesløshed, hvor hvis Skyld Sandhedens Vei skal bespottes.
3 Og i Gjerrighed skulle de med kunstige ord søge Vinding af Eder; over dem er Dommen alt længe beredt, og deres Fordærvelse slumrer ikke,
4 Thi dersom Gud ikke sparede de Engle, som syndede, men nedstyrtede dem til Helvede og overantvordede dem i Mørkets Lænker, at forvares til Dommen;
5 Og ikke sparede den gamle Verden men bevarede Noah, den Retfærdighedens Prædiker, selv ottende, der han førte Syndfloden over de Ugudeliges Verden;
6 og gjorde Sodomas og Gomoras Stæder til Aske og fordømte dem til Ødelæggelse, saa han satte dem til til Exempel for dem, som i Fremtiden leve ugudeligen;
7 og udfriede den retfærdige Loth som plagedes ved de Ugudeliges uteerlige Omgængelse;
8 (thi denne Retfærdige, imedens han boede iblandt dem, ængstede sig Dag fra Dag i sin retfærdige Sjæl over de skjændige Gjerninger, som han saae og hørte):
9 da veed Herren og at udfrie de Gudfrygtige af Fristelse, men at bevare de uretfærdige til Dommens Dag at straffes;
10 og meest dem, som vandre efter Kjødet, i Besmittelsens Lyster, og foragte Herskab. Dristige, frække, bæve de ikke ved at bespotte Værdigheder,
11 da dog Englene, som ere større i Styrke og Magt, ikke fremføre bespottelig Dom imod dem for Herren.
12 Men disse, som ufornuftige Dyr, sandselige, fødte til Rov og Ødelæggelse, bespotte, hvad de ikke kjende, og skulle ødelægges i deres egen Ødelæggelse,
13 og erholde Uretfærdigheds Løn. Vellyst søge de i daglig Overdaadighed en Skamplet og Skjændsel ere de; de gjøre sig lystige i deresBedragerier, naar de holde Maaltid med Eder;
14 deres Øine er fulde af Horeri og lade sig ikke styre fra Synden; de lokke de ubefæstede Sjæle; de have et Hjerte, øvet i Gjerrighed, Forbandelsens Børn;
15 de have forladt den rette Vei og fare vild, følgende Bileams, Beors Søns, Vei, hvilken elskede Uretfærdigheds Løn,
16 men fandt Straf for sin Overtrædelse; det umælende Lastdyr talede med menneskelig Røst og forhindrede Prophetens Daarlighed.
17 Disse ere vandløse Kilder, Skyer som drives af Hvirvelvind, for hvilke Mørke og Mulm til evig Tid er bevaret.
18 Thi idet de tale Forfængeligheds stolte ord, lokke de ved kjødets Lyster i Uteerligheder dem, som virkeligen vare undflyede fra dem, der vandre i Vildfarelse,
19 idet de love dem Frihed, alligevel de selv ere Forkrænkelighedens Trælle; thi af hvem Nogen er overvunden, dens Træl er han og bleven.
20 Thi dersom de, der have undflyet Verdens Besmittelser ved den Herres og Frelsers Jesu Christi Erkjendelse, igjen lade sig indvikle deri og overvindes, da er det Sidste med dem blevet værre end det Første.
21 Thi det havde været dem bedre, at de ikke havde kjendt Retfærdighedens Vei, end at de, der de kjendte den, have vendt sig fra det hellige Bud, som var dem overantvordet.
22 Men det er skeet dem efter det sande ordsprog: Hunden veder sig igen til sit eget Spy, og Soen, som var toet, til den sidste Søle.