1 Men jeg siger: saa længe Arvingen er et Barn, er der ingen Forskjel mellem ham og Trællen, enddog han er Herre over alt Godset;
2 men han er under Formyndere og Huusholdere indtil den af Faderen bestemte Tid.
3 Saaledes stode og vi, saa længe under Verdens Børnelærdom.
4 Men der Tidens Fylde kom, udsendte Gud sin Søn, født af en Kvinde, født under Loven,
5 paa det han skulde frikjøbe dem, som vare under Loven, at vi skulde faae den sønlige Udkaarelse,
6 Eftersom i da ere Sønner, har Gud udsendt sin Søns Aand i Eders Hjerter, som raaber: Abba, Fader!
7 Saa at du ikke længer er Træl, men Søn; men er du Søn, da er du ogsaa Guds Arving formedelst Christus.
8 Vel fandt, dengang da I ikke kjendte Gud, tjente I dem, som ei af Væsen ere Guder.
9 Men nu, da I kjende Gud, ja, meget mere ere kjendte af Gud, hvorledes vende i da atter tilbage til den svage og fattige Børnelærdom, hvoraf i atter forfra ville gjøre Eder til Trælle?
10 I tage vare paa Dage og maaneder og Tider og Aar.
11 Jeg frygter for Eder, at jeg maaske har arbeidet forgjeves paa Eder.
12 Vorder ligesom jeg, thi jeg er som I. Brødre! jeg beder Eder; i have ingen Uret gjort mig.
13 Men I vide, at jeg under Kjødets Skrøbelighed første Gang prædikede Eder Evangelium;
14 og for denne Prøvelse i mig Kjød ringeagtede I mig ikke og forhaanede mig ikke, men Iannammede mig som en Guds Engel, som Christus Jesus.
15 Hvor prisede i Eder da salige! Thi jeg giver Eder det Vidnesbyrd, at, om det havde været muligt, havde I udrevet Eders Øine og givet mig.
16 Et jeg da nu bleven Eders Fjende, fordi jeg siger Eder Sandheden?
17 De ere nidkjære for Eder, dog ikke til det Bedste; men de ville udelukke Eder, at I skulle være nidkjære efter dem.
18 Men det er godt at være nidkjær i det Gode altid, og ikke alene, naar jeg er nærværende hos Eder.
19 Mine Børn, hvilke jeg atter føder med Smerte, indtil Christus faaer sin Skikkelse i Eder!
20 Gid jeg nu var tilstede hos Eder, og kunde omskifte min Røst; thi jeg er tvivlraadig om Eder.
21 Siger mig, I som ville være under Loven, høre I ikke Loven?
22 Der er jo skrevet, at Abraham havde to Sønner, een af Tjenestekvinden og een af den frie Kvinde.
23 Men den af Tjenestekvinden var født efter Kjødet, den af den frie Kvinde efter Forjættelsen.
24 Dette tyder paa noget Høiere. Thi disse ere de tvende Pagter, den ene fra Sinai Bjerg, som føder til Trældom; denne er Hagar.
25 Thi Hagar er Sinai Bjerg i Arabia og svarer til det Jerusalem, som nu er og er i Trældom med sine Børn.
26 Men det Jerusalem heroventil er den frie Kvinde, som er alle vores Moder.
27 Thi der er skrevet: vær glad, du Ufrugtbare, du, som ikke fødte! udbryd og raab, du, som ikke havde Fødsessmerte! thi den Forladtes Børn ere meget flere end dens, som har Manden.
28 Men vi, Brødre! ere Forjættelsens Børn, som Isak var.
29 Ligesom dengang han, som var født efter Kjødet, forfulgte den, som var Født efter Aanden, saaledes ogsaa nu.
30 Men hvad siger Skriften? Udstød Tjenestekvinden og hendes Søn; thi Tjenestekvindens Søn skal ingenlunde arve med den frie Kvindes Søn.
31 Saa ere vi da, Brødre! ikke Tjenestekvindens Børn, men den frie Kvindes.