10 Der er i Verden, lad os sige, saa og saa mange slags Sprog, og der er intet af dem, som jo har sin Betydning.
11 Dersom jeg da ikke veed Sprogets Betydning, bliver jeg for den, som taler en Barbar, og den, som taler, bliver for mig en Barbar.
12 Altsaa, efterdi I hige efter aandelige Gaver, da søger ogsaa i at have overflødigheden til Menighedens Opbyggelse.
13 Derfor, hvo som taler med fremmed Tungemaal, bede, at han maa kunde udlægge det.
14 Thi dersom jeg gjør Bøn i fremmed Tungemaal, da beder vel min Aand, men mine Ords Forstand er uden Frugt.
15 Hvad bør da skee? Jeg vil bede med Aanden, men jeg vil og bede med Forstand; jeg vil synge med Aanden, men jg vil og synge med Forstand.
16 Thi dersom du priser Gud i Aanden, hvorledes kan den, som staaer paa Lægmands Plads, sige Amen og din Taksigelse, efterdi han ikke veed, hvad du siger?