2 men for Skjørlevnets Skyld have hver mand sin egen Hustru, og hver Hustru have sin egen Mand.
3 Manden bevise Hustruen den skyldige Velvillighed; desligeste ogsaa Hustruen Manden.
4 Hustruen er ikke mægtig over sit eget Legeme, men Manden; desligeste er ogsaa Manden ikke mægtig over sit eget Legeme, men Hustruen.
5 Holder Eder ikke fra hverandre, uden det skeer med fælles Samtykke, til en Tid at I kunne overlade Eder til Faste og Bøn; og kommer atter tilsamme, at Satan ikke skal friste Eder formedelst Eders Uafholdenhed.
6 Men dette siger jeg som Raad, ikke som Befaling.
7 Thi jeg vilde, at alle Mennesker vare, som jeg selv er; men hver har sin egen Naadegave af Gud, den Ene saa, den anden saa.
8 Thi de Ugifte og til Enker siger jeg, at det er dem godt, om de blive som jeg er.