3 Og jeg kjender et saadant Menneske (hvad heller han var i Legemet eller udenfor Legemet, veed jeg ikke, Gud veed det),
4 at han blev henrykt ind i Paradis og hørte undsigelige Ord, hvilke det ikke er et Menneske tilladt at udtale.
5 Af saadant vil jeg rose mig; men af mig selv vil jeg ikke rose mig, uden af mine Skrøbeligheder.
6 Vilde jeg end rose mig, blev jeg ikke en Daare, thi jeg sagde Sandhed; men jeg holder tilbage, paa det ikke Nogen skal tænke høiere om mig end det, han seer mig at være, eller det, han hører af mig.
7 Og at jeg ikke skal hovmode mig af de høie Aabenbarelser, er mig given en Torn i Kjødet, en Satans Engel, at han skal slaae mig paa Munden, paa det jeg ikke skal hovmode mig.
8 Om denne bad jeg Herren tre Gange, at han maatte lade af fra mig;
9 men han sagde til mig: min Naade er dig nok; thi min Kraft fuldkommes i Skrøbelighed. Derfor vil jeg helst rose mig af mine Skrøbeligheder, at Christi Kraft kan boe i mig.