1 Men jeg besluttede dette hos mig selv, at jeg vilde ikke atter komme til Eder i Bedrøvelse.
2 Thi dersom jeg bedrøver Eder, hvo er da den, som skal gjøre mig glad, uden den, som bliver bedrøvet af mig?
3 Og jeg skrev Eder just saaledes, paa det jeg ikke, naar jeg kom, skulde have Bedrøvelse af dem, som mig burde at have Glæde af, efterdi jeg er forskikket om Eder alle, at min Glæde er alle Eders.
4 Thi i megen Kummer og med beklemt Hjerte skrev jeg Eder til under mange Taarer, ikke at I skulde blive bedrøvede, men paa det at i skulde kjende den Kjærlighed, som jeg overflødigen har til Eder.
5 Men dersom Nogen har voldet Bedrøvelse, har han ikke bedrøvet mig, men tildeels for ikke at sige det haardere, Eder alle.
6 Nok for ham er den Straf, som ham vederfaren af de Fleste,
7 saa at I tvertimod snarere skulde tilgive og trøste ham, paa det han ikke skal nedsynke i altfor stor Bedrøvelse.
8 Derfor formaner jeg Eder, at I kraftigen vise ham Eders Kjærlighed.
9 Thi derfor har jeg og skrevet, at jeg vilde erfare, hvorvidt i holde Prøve, og I ere lydige i Alt.
10 Men hvem i tilgive Noget, den tilgiver og jeg; thi ogsaa jeg, dersom jeg har tilgivet Noget, da har jeg tilgivet det for Eders Skyld, for Christi Aasyn, paa det vi ikke skulde besnæres af Satan;
11 thi hans Anslag ere os ikke ubekjendte.
12 Der jeg kom til Troas for at prædike Christi Evangelium, og en Dør var mig opladt i Herren, da havde jeg ingen Ro i min Aand, fordi jeg ikke fandt Titus, min Broder;
13 men jeg tog Afsted fra dem og drog til Macedonien.
14 Men Gud være Tak, som lader os altid bære Seier til Christus og udbeder sin Kundskabs Vellugt ved os paa ethvert Sted.
15 Thi Christi Vellugt ere vi for Gud, baade iblandt dem, som frelses, og iblandt dem, som fortabes,
16 for disse en Dødsens Lugt til Død, for hine en Livsens Lugt til Liv; dog hvo er hertil dygtig?
17 Thi vi ere ikke som de Mange, der forfalske Guds Ord, men som af Retsindighed, men som af Gud tale vi for Guds Aasyn i Christus.