7 dog ikke alene ved hans Ankomst, men ogsaa ved den Trøst, hvormed han var trøstet af Eder, der han berettede os Eders Forlængsel, Eders bittre Graad, Eders Nidkjærhed for mig, saa at jeg end mere maatte glæde mig.
8 Thi om jeg og bedrøvede Eder med Brevet, fortryder det mig ikke; hvis det og har fortrudt mig; thi jeg seer, at hiint Brev, hvorvel kun til en Tid, har bedrøvet Eder.
9 Nu glæder jeg mig, ikke derover at I bleve bedrøvede, men derover at I bleve bedrøvede til Omvendelse; thi I bleve bedrøvede efter Gud, saa at I ikke i nogen Maade have lidt Skade af os.
10 Thi Bedrøvelsen efter Gud virker Omvendelse til salighed, som ikke fortrydes; men Verdens Bedrøvelse virker Død.
11 Thi see, just dette, at i bleve bedrøvede efter Gud, hvilken Iver virkede det i Eder, ja Forsvar, ja Fortørnelse, ja Frygt, ja Forlængsel, ja Nidkjærhed, ja Revselse! I Alt have I beviist, at I vare rene i denne Sag.
12 Derfor, hvad jeg skrev Eder, det skrev jeg ikke for dens Skyld, som gjorde Uret, ikke heller for dens Skyld, som led Uret, men paa det, at vor Iver for Eder, skulde vorde aabenbar hos Eder for Guds Aasyn.
13 Derfor ere vi blevne trøstede ved denne Trøst fra Eder; men endnu langt mere glædede vi os over Titus' Glæde, fordi hans Aand er bleven vederkvæget af Eder alle.