1 Om Hjælpen til de Hellige har jeg nu ikke behov at skrive Eder;
2 thi jeg kjender Eders Redebonhed for hvilken jeg roser Eder hos de Macedonier, at nemlig Achaia alt for et Aar siden var beredt; og den Nidkjærhed, som kom fra Eder, tilskyndte Mange.
3 Men jeg har sendt Brødrene, paa det vor Roes om Eder, i dette Stykke ikke skulde blive til Intet, at I, som jeg sagde; skulle være beredte,
4 paa det naar Macedonierne Kom med mig og fandt Eder uberedte, at vi da ikke, (for ei at sige, I) skulde blive beskæmmede over denne vor tillidsfulde Roes.
5 Derfor agtede jeg det fornødent at formane Brødrene, forud at drage til Eder og foranstalte Eders forud tilsagte Gave, at den kan være rede som en velsignet, og ikke som en karrig Gave.
6 Thi dette mener jeg: hvo karrigen faaer, skal og karrigen høste, og hvo som faaer i Velsignelse, skal og høste i Velsignelse.